D. 4. maj 1995 blev der i Saaby afholdt et totalteaterarrangement "Aldrig mere en 9. april".
Stykket er nu blevet beskrevet i en bog omhandlende besættelsestiden som en fælles erindring.
Bogen der hedder "Besættelsestiden somfælles erindring" er skrevet af Annette Warring og Claus Bryld og udgivet af Roskilde Universitetsforlag 1998.
Vi bringer her det afsnit der omhandler arrangementet i Kirke Saaby.
Besættelsestiden som oplevelse og vare
Den majlune forårsidyl ved præstegården i Kirke Såby blev pludselig flænset af fire sportsfly, der gik faretruende lavt over hovederne på 1.500 indbyggere i den lille midtsjællandske by. Øredøvende brag fra eksplosioner og endeløse salver fra maskingeværer fik gråden frem hos de mindste af byens børn. Det var 9. april 1940. Tyskerne var over os. Danmark var besat. Fra en højtaler på p-pladsen overfor kirken lød de formanende ord fra Christian den 10. og statsmininster Stauning om ikke at gøre modstand. Men krudtet var løst, og det hele var kun starten på et storslået totalteater om besættelsen og befrielsen, der havde hele Kirke Såby som scene og det meste af byen som enten deltagere eller tilskuere. Krigen og freden, fjendskabet og forbrødringen, besættelsen og befrielsen. Livets allermest fundamentale modpoler blev skåret ud i et prangende udstyrsstykke i sognet vest for Roskilde.
Dette totalteater, som her er beskrevet i Berlingske Tidendes stemningsfyldte reportage, var arrangeret af Kirke Såby Bylaug og de lokale meningshedsråd efter idéoplæg af den lokale sognepræst for at fejre 50-året for Danmarks befrielse. I stykket medvirkede bl.a. Hjemmeværnet, Røde Kors, lokale korsangere og konfirmander samt lokale foreninger som fx idræts- og gymnastikforeninger, spejderkorpset og plejehjemmets støtteforening. Teaterstykket Aldrig mere en 9. april var inddelt i fire dele: Besættelsen, Fem forbandede år, Friheden og De faldne æres. Friheden hyldes. Den første sekvens var den scene, som avisreportagen refererede ovenfor. Den rummede også nedkastning af sådanne flyveblade, som tyskerne nedkastede d. 9. april 1940. Knald-, lys- og røgeffekter forestillede den danske modstandskamp, og Røde Korsuddeling af pakker til børnene fra en ambulance fra krigen illustrerede organisationens hjælpearbejde under krigen. Den anden sekvens var et bevægelses- og musikdrama om nazismens opståen og fald udført som en dyrefabel, hvor alle medvirkende var dyreskikkelser. I denne del indgik også en scene, hvor moren til den danske frihedskæmper Kim Malthe Bruun modtog hans dødsdom. Ved Gadekæret udspillede sig en scene om modtagelsen af frihedsbudskabet udført som et kropsdrama af Saaby Idrætsforening. Jubelen og glæden over befrielsen var hovedtemaet, men der indgik dog også en lille scene, hvor en tyskerpige blev klippet. Derefter blev der tændt fakler, og syngende Danmark nu blunder den lyse nat gik forsamlingen til den lokale Frihedssten, mens kirkeklokkerne ringede. Her udspillede sig en lille scene, hvor en af de medvirkende udtrykte, at der altid lurer en 9. april, og at friheden altid må tilkæmpes, hvorefter alle medvirkende i kor sagde "Aldrig mere en 9. april". Efter kransenedlæggelse og fællesange som Altid frejdig og En lærke letted var der stor fest.
Om baggrunden for arrangementet forklarede den lokale styringsgruppe, at det var af stor betydning at markere 50-årsdagen for befrielsen, ikke kun for at mindes dem der faldt i modstandskampen, men også for at markere at frihed og demokrati ikke er en selvfølge; ikke mindst set i lyset af den aktuelle krig i Europa. Totalteatrets dramatiske udformning var valgt, fordi "tiden 1940-45 var en yderst dramatisk tid for alle involverede parter" men også fordi man mente, at børnene først da rigtigt ville "forstå, hvad der egentlig skete i Danmark for 50 år siden". Den historiske rekonstruktion blev altså netop i kraft af det stærke oplevelsesmæssige islæt betragtet som særlig brugbar til at bibringe unge ikke bare viden, men især forståelse af, hvad der skete under besættelsen.
Ved traditionelle mindehøjtideligheder og arrangementer er historien primært til stede som fortælling i de taler, der holdes, men selvfølgelig også som oplevelse i hele arrangementets symbolske iscenesættelse. I historisk rekonstruerede scenarier som dette i Kirke Såby står oplevelsesaspektet ikke alene i centrum, historien er i langt højere grad direkte 'til stede' og kan opleves som nutid. Denne effekt forstærkes af den mere flydende grænse mellem totalteatrets udøvere og publikum, som ikke opleves i mere traditionelle teaterstykker og egnsspil, der især ved de runde jubilæer blev iscenesat rundt om i landet. I Taarbæk blev der fx i 1995 opført et egnsspil, Taarbæk - en grænseåbning, om begivenhederne i byen i forbindelse med redningen af jøderne i oktober 1943, byggende på lokale erindringer og samtidig musik og sange. Stykket var skrevet af lokale folk og udført af en blanding af lokale og professionelle skuespillere. Den lokalhistoriske ramme var med andre ord central, hvilket ikke var tilfældet i alle egnsteatres forestillinger om besættelsestiden. Det gjaldt fx Holbæk Egnsteaters opførelse af stykket Den sidste dag ved befrielsesjubilæet i 1995.
Hvor friluftsstykket i Kirke Såby tydeligvis var én stor iscenesættelse af grundfortællingen om besættelsestiden (måske med undtagelse af klippeaktionen), havde Museet Tidens Samling i Odense andre intentioner med den happening, det arrangerede i Odense bymidte d. 5. maj 1995. Museet karakteriserer sig selv som et levende museum, der samtidig med indsamling og bevaring af beklædning og beklædningstilbehør laver tidsbilleder og levendegør historiske begivenheder eller personer. Ved 50-året for Danmarks befrielse valgte det at iscenesætte nogle af de mange arrestationer, der blev foretaget af modstandsbevægelsen i befrielsesdagene. En åben lastbil med to skuespillere udklædt som bevæbnede modstandsfolk kørte rundt i byen til forskellige adresser, hvor der var placeret personer, som agerede stikkere og tyskerpiger. Med stor voldsomhed og med både planlagte og spontane tilråb fra tilskuere fyldtes lastbilen efterhånden. Scenariet virkede tilsyneladende meget stærkt og provokerende på mange tilskuere, hvoraf nogle vendte ryggen til og nægtede at 'deltage' mens andre spillede med og kom med tilråb.
Museets happening i Odense var med sit temavalg usædvanlig for de rituelle fremkaldelser af fortiden, der i øvrigt blev taget i anvendelse ved talrige arrangementer i anledning af befrielsens 50-års jubilæum. Nogle arrangementer var lagt an på oplevelse gennem publikums direkte deltagelse i de historiske scenarier, mens brug af musik, sange, film o.l. fra besættelsestiden mere var historisk stemningsskabende. Mest udbredt var det at anvende den nationale vækkelsesbevægelses tidlige udtryksform, alsang, som historisk iscenesættende ramme om lokale 4. maj-arrangementer. Et andet eksempel på en oplevelsesbetonet rekonstruktion af centrale begivenheder fra besættelsestiden var to originale 'hvide busser', der i 1945 hentede kz-fanger ud af Neuengamme, og som fra d. 20. til d. 22. april 1995 kørte ad samme rute som dengang. Næsten samme type historiske iscenesættelse var en gruppe engelske militære vogne, som kørte ad nøjagtig samme rute fra grænsen i Kruså, som de britiske styrker havde fulgt 50 år tidligere. Andre steder som i Næstved var det muligt at besøge et beskyttelsesrum fra besættelsestiden, og i Kolding var det militæret, der ved havnen bød på oplevelser med besøg ilen dansk ubåd og helikopteropvisning. Det kunne give associationer til krig og besættelse, men var i øvrigt ikke særlig realistisk i den historiske reference."I mediernes reportager var det almindeligt for det første at bruge øjenvidner fra dengang og for det andet at sætte fokus på børnenes reaktioner og kommentarer. De rekonstruerede scener fik minderne frem hos de gamle og var som oplevelse en måde at formidle viden om fortiden til de yngre.
I rekonstruerede historiske iscenesættelser af begivenheder under besættelsen bruges oplevelsen som middel til forståelse og der igennem til formidling af historisk viden. Det er indlevelsen, der er central, ikke refleksionen, i det mindste ikke i første omgang. Graden af realistisk rekonstruktion i sådanne scenarier kan variere meget - fra det autentiske som fx det arbejdende illegale trykkeri på Frihedsmuseet til det mere upræcise såsom totalteatret i Kirke Såby. Men herfra kan der ikke sluttes direkte til karakteren af det historiebevidsthedsmæssige udbytte hos deltagere og tilskuere. Hertil kommer, at selv i historiske iscenesættelser, hvor oplevelsesaspektet står i centrum, er realismekravet af central betydning, fordi oplevelsen netop får tyngde i kraft af virkelighedsreferencen: dette er noget, der faktisk skete. Og spørgsmålet er også, hvad autenticitetskriteriet er relateret til. Er den korrekte fysiske og materielle rekonstruktion det afgørende, eller er det karakteren af den identifikation, den følelse, der skabes hos modtageren?
Illustration fra programmet.