1)
At Kirke Saaby er til fest,
det ved vi, ja, men allerbedst
er hverdag, som vi skønner på,
fra gamle til store og små.
Og alle ved godt hvor de vil hen
vi samles igen og igen
ved landsbyens gadekær.
Her mødes han og hun,
og har man en hjertenskær,
måske en elsket hund,
så trækker den lille havn.
Ja byens gadekær
har jo sit eget navn,
som alle kender her,
har jo sit eget navn,
som alle kender her.3)
Og Kirke Saaby er til sang,
det ved vi fra så mangen gang,
hvor kirke og forsamlingshus
genlød af betagende brus.
Ja, sangen os alle berige kan
selv ved "det grønne vand".
Ved landsbyens gadekær
lød klokkeklang og sang,
og var det så solskinsvejr,
man sig på cyklen svang,
ja da blev man løftet op
i dobbelte forstand.
Saaby - vor kære by -
på Sjølunds fagre land.
Saaby - vor kære by -
på Sjølunds fagre land!
5)
Og Kirke Saaby er for børn,
og alle ta’r vi glade tørn
i kirke, skole fritidshjem,
og "Biblo" er også for dem.
Men først er dog vore huse, hjem
til værn og til kærlige klem.
Ved landsbyens gadekær
lød mangen jubelskrig
i sommer og vintervejr,
i fredstid og i krig.
Ja landsbyens gode liv
gav baggrund for en hær.
Livet får perspektiv,
når ret det leves her.
Livet får perspektiv,
når ret det leves her! |
2)
Ja Kirke Saaby er til fest,
fra havnefoged og til præst,
og folket har vor sympati,
samt noget og ha’ den i.
Ja byens borgere, alle ved,
at her lyser kærlighed.
Ved landsbyens gadekær,
man drøfter byens tarv
og bysbørn, når sorg er svær,
vi ved, vi fik i arv
en evne og vilje til
at være næsten nær.
Unge og ældre vil
ku’ se hvad sligt er værd,
unge og ældre vil
ku’ se hvad sligt er værd.4)
Og Saaby er til højt musik,
en lidt omdiskuteret skik,
men sådan er det mangt et sted,
man vil jo da helst følge med.
Men da jo musik er mange ting,
så når man dog vidt omkring.
Ved landsbyens gadekær,
når Dannebrog er hejst,
man nyder at være her,
og folk hertil er rejst.
Der findes en stemning, som
er sjælden i vort land.
Alle, som til os kom,
det sikkert mærke kan,
alle, som til os kom,
det sikkert mærke kan.
6)
Vor hvide landsbykirke står
så smuk, som gennem tusind år,
og går vi ind, så finder vi
et Fadervor, med garanti.
Ja, helt fra vort første øjeblik,
det mødte vort undrende blik.
Ved landsbyens gadekær
er barnevogn og stol
som også kan køre her,
men glæden ved vor sol
er fælles for alle, som
der både kom og gik.
Ungdom og alderdom
og barndom har for skik
kærligt at "følges om"
til dette øjeblik. |
