Slagterens trækvogn
[Op]

 

Saabysiden
Op

Kirke Saaby d. 31. maj 1998

Vedr. ny "gravskændsel" i Kirke Saaby

Natten mellem torsdag d. 28-5-98 og fredag d. 29-5-98n blev Kirke Saaby landsby igen udsat for noget der minder om gravskændsel. Denne nat blev slagterforretningens vartegn - en lille gammel trækvogn - stjålet.

Vognen som er en lille trækvogn der har stået foran forretningen i mindst 35 år fik flyttet sine planter fra vognen og over i en blomsterkumme. Herefter har man klippet metalkæden over og fjernet vognen.

Denne episode udgør et stort tab for byen, idet vognen har utrolig stor affektionsværdi for hele landsbyen.

Vognen der er en gammel tysk trækvogn kom til slagterforretningen for 35 år siden. Den gamle slagter Baltzer og hans kone Gurli så den i Flensborg hvor den lå som affald. Træk-armen var i tre dele og hjulene var knækkede. De hjemtog vognen og fik den gamle smed Viggo Olsen og den gamle karetmager Conrad Hvidbjerg til at sætte den i stand. Denne vogn var det sidste arbejde de 2 nåede at lave sammen.

Siden da - for 35 år siden - har vognen stået foran forretningen. Vognen har kun været taget ind nytårsaften.

For byen har vognen været et vigtigt gode. På denne vogn har vi kunnet se når foråret kom - så satte slagterfamilien nemlig nye blomster ud. Når sommeren kom blev blomsterne plejet. Samtidig var vognen smuk at se på.

Vognen har haft en utrolig stor affektionsværdi og ønskes derfor tilbage. For de yngre i byen har den haft den værdi at den altid har stået der og for Gurli Jensen specielt har den haft den værdi, at hun har været med til at få den til byen og samtidig husker hun vognen (eller en lignende) fra 2. verdenskrigs tid. Gurli kan nemlig huske, da hun under 2. verdenskrig boede i Osted, at det var sådanne vogne de tyske soldater trak deres materiel på.

Den eller dem der har fjernet vognen har generet en hel landsby. Vi kan kun til sidst sige, at uanset hvor vedkommende får solgt vognen så kan den genkendes.

Ønsker I yderligere oplysninger er I velkomne til at kontakte undertegnede på ovenstående privatnummer eller på arbejdstelefon 33 13 35 36 gennemvalg 12.

Med venlig hilsen

Jan Sylvest
Oldermand

Har du bemærkninger eller kommentarer så skriv en mail til kirke-saaby@kirke-saaby.dk