Omøvej 11
[Op]

 

Saabysiden
Op

 

I 2009 udpegede Egnshistorisk forening Omøvej 11 til årets hus. Fra deres hjermmeside er nedenstående plukket:

Lørdag den 7. november samledes små 40 personer på Omøvej 11 i Kirke Såby, hvor de overværede uddelingen af Årets Pris 2009 til Mette og Jesper Reumert for forbilledlig restaurering af deres ejendom.

Her var både familie, naboer og medlemmer af foreningen. Et festligt indslag var naboerne, der mødte op i flok og følge med en masse planter til haven i en flagsmykket trillebør. Efter prisoverrækkelsen fortalte Jesper om det store arbejde med restaureringen – et arbejde, der til tider bød på overraskelser af den besværlige slags. En billedsamling illustrerede før-situationen, som man i dag ikke kan forestille sig, hvis man ikke havde kendt huset tidligere.

Til sidst blev vi budt indenfor til besigtigelse af det meget smukt og funktionelt indrettede lille hus.

Her serverede værtsparret endda kaffe og lækker æblekage af æbler fra havens gamle træ .

 

Formandens tale:

Egnshistorisk Forenings bestyrelse har besluttet - blandt flere indkomne forslag - i år at tildele Årets Pris til Mette og Jesper Reumert for forbilledlig renovering af ejendommen Omøvej 11 i Kirke Såby.

For fire år siden erhvervede I ”Gartnerhuset” , der da var i en meget dårlig tilstand. Det trængte til ”en kærlig hånd” – hvis det da ikke snarere var et ”håndværkertilbud”. Desuden var en meget grundig oprydning på grunden tiltrængt. I gik på med stor energi. I rådførte Jer med en arkitekt, der skønnede, at fem år nok var tidsrammen, når I satsede på meget langt hen af vejen at klare opgaven selv.

For et halvt år siden flyttede I så ind. I mellemtiden havde I også klaret at få to børn. Det er godt gået. Mange lokale har gennem årene fulgt Jeres arbejde med at få Gartnerhuset til at blive en tidssvarende bolig for en ung familie af i dag. Kunne de mon klare det? Blev Gartnerhuset reddet? Det kunne I, og det gjorde I.

I har ganske nøje holdt Jer til lokalplanen. Tak for det. I har heller ikke gået på nogen lette kompromisser med det optimale.

Huset står i dag, som det altid har stået, hvidt og med mørkegrønne vinduer. Tre vægge og én skorsten er oprindelige. Vinduerne er nye, men de sidder, hvor de altid har siddet, og de er selvfølgelig med koblede rammer, smalle sprosser og kitfals. Der er genbrugt mest muligt. I har renset de gamle mursten af til genanvendelse, og i har brugt originale teknikker og materialer som ler og sand. Taget  er naturligvis stadig strå, men det har fået veltilpassede kviste, som det kan bære.

Indvendigt opfylder huset alle tidens krav og har alligevel bevaret meget af det gamle miljø.

Med Jeres indsats har i fremtidssikret et lille stykke af vores kulturarv, men en meget vigtig lille del. For det er af stor betydning, at vi ikke kun bevarer det store og betydningsfulde – slotte og herregårde, som enhver kan se bør bevares, men også gode eksempler på de mere ydmyge huse, for det var jo der, vi boede, de fleste af os.

Nu er vi jo ikke nogen stor og rig forening, så selve prisen består af et diplom og en messingplakette.

Motivet er den gamle eg på Hejede Overdrev – foreningens bomærke - indtil for få år siden Danmarks næstældste træ. Det er tegnet af Birte Lund fra Hvalsø. Selve plaketten er lavet af Karsten Druedahl fra Atterup.

Hjertelig til lykke, og måtte Jeres eksempel blive til inspiration for andre.

Bent Gottfredsen
Formand

Har du bemærkninger eller kommentarer så skriv en mail til kirke-saaby@kirke-saaby.dk